Erik Østergaard er en unik personlighed

Erik Østergaard Jensen fylder 75 år og fejrer 50 års jubilæum som frivillig leder indenfor håndbold og idrætsverdenen. Erik er født og opvokset i Resenbro (Jyllandsringen og Thomas Bjørns hjemmebane) ved Silkeborg. Det var her han som 7 årig begyndte med at spille håndbold. Han startede dog ikke med at kunne deltage i det første store stævne, da han til sin store skuffelse måtte melde afbud pga. indlæggelse med et hugormebid. Som 16 årig gav sig i kast med bestyrelsesarbejde, og dette endda som kasserer og han trænede også børn i klubben. Dette fortsatte han med i seks år, indtil han skulle ind som soldat. Erik var også aktiv på Resenbros herrehold og som 19 årig var han med til at vinde Amtsmesterskabet i SGI Silkeborg. Han deltog på udvalgt Amtshold for første gang ved DGIs Landsstævne i Vejle i 1961. Herefter deltog Erik ved samtlige Landsstævner til og med Bornholm 2002. I starten som spiller og senere som træner/holdleder og til sidst som tilskuer. Erik Østergaard Jensen flyttede til Sjælland i 1966, nærmere bestemt Kvistgård, for at opleve en anden del af landet. Han flyttede kort tid efter til Humlebæk og her mødte han sit livs kærlighed Helle Jensen. De blev gift i 1968 og fik sidenhen to børn, Pernille og Jacob. Erik deltog aktivt i stiftelsen af Kvik Humlebæk, og Erik blev da også valgt som kasserer i 1969 på den første generalforsamling. Erik varetog denne post frem til 2010, hvor Kvik Humlebæk og Nivå Håndbold stiftede Øresund Håndbold.i sit 50 årlige virke har Erik haft mindst en finger med i spillet i en uendelig lang række af beslutninger og tiltag af forskellig karakter. Den store dag vil blive fejret ved et åbent hus arrangement i Humlebæk Hallen søndag den 4. september fra klokken 12.00. Der vil blive budt på en bid mad og drikke. Vi skal hilse og sige at det vil glæde Erik at se alle, som har krydset hans vej.