U-14 pigerne er en trup på mere end 30 spillere, som startede denne sæson med at skulle integrere 3 hold, de spillere der rykkede op fra U-12 i såvel HUK som Øresund, samt sidste sæsons 1. års U-14 piger fra HUK-Øresund. Pigerne har hurtigt fundet hinanden, og efter en halv sæson med weekendture og en masse træninger, er der ingen tvivl om vi har en trup af fantastiske piger med en masse talent og ambitioner, og ikke mindst en masse gå-på-mod.
Turneringens første halvdel er slut og det er tid til en lille evaluering. Et af vores vigtigste fokuspunkter har været at bringe noget mere tro, vilje og fight ind i spillet. De sidste kampe for alle vores 3 tilmeldte hold har virkelig vist at vi er godt på vej. Flere og flere succeser er fulgt med fra træning til kamp, og man kan mærke der er mere tro på egne evner.
Alle 3 hold var tilmeldt så de blev maksimalt udfordret ved niveaustævnerne og de rækker de blev tilmeldt. Så alle havde en svær start på sæsonen, men vi kan se vi har flyttet os meget i forhold til de andre hold vi har spillet i mod. Nederlag og svære kampe har styrket os, og sejrene har løftet os.

A-rækken

Kampene i A-rækken var i starten lidt hårde med et par store nederlag, men så kom første sejr. Og ud over en meget svær kamp mod et fysisk hold fra Fredensborg, så har den sidste halvdel vist en stejl opadgående kurve for alle på holdet. Højt humør og stor vilje har kendetegnet pigerne hele vejen, og sejre på 10 og 13 mål i de sidste to kampe, har vist det håndbold vi hele tiden har vidst pigerne indeholder. En rigtig flot 3. plads til pigerne.

2. Division

Et hold i 2. division var ambitiøst, især da det primært bestod af 1. års U-14 piger… men vores tro på pigerne blev gengældt og en flot 3 plads spillet hjem i en meget svær pulje. At pigerne har udviklet sig er tydeligt at se på resultaterne henover efteråret. 5 point i de sidste 5 kampe og især sejren over Team Arresø var vild. Nederlag på 10 og 8 mål i de to holds første møder blev vekslet til en 3-måls sejr i sidste indbyrdes kamp. Pigerne har helt fortjent spillet sig til en plads i 2. division B efter jul.

1. division

Vores 2. års piger har spillet nogle rigtig flotte kampe i 1. division hvor det blev til sejre over alle hold i rækken. Desværre mangler vi den sidste stabilitet så det blev også til nederlag. Men vi har vist potentialet, og ikke mindst kampene med sejre over Helsingør og Herlev/Hjorten var bevis på hvad pigerne formår når de er bedst. Nu venter 10 spændende kampe i 2. division A. Ved julestævnet i Lund var pigerne med i U-15 rækken, og fik bevist at de også fysisk kan være med, og ikke mindst forsvarspillet var af meget høj kvalitet.

Til sidst en stor tak for den store opbakning der har været til holdet, ikke mindst fra vores sponsorer som har været med til vi har 3 nye sæt spilletøj, samt også en træningsdragt, sportstaske og boldtaske til hver spiller. Tak til NORDEN, Safeline, Big Mike Produktion ApS, LiftSecure ApS og Murermester J. Ole Pedersen A/S for den store sponsoropbakning.
Vi ser frem til et spændende 2017 med endnu mere positiv udvikling.

Trænerteamet U-14 Piger
af Mads Dam