Kære spillere, trænere, holdledere, forældre og frivillige

Tak for et godt 2017, som har budt på mange kampe lige fra mini til old girls.

Vi har igen i år leveret en masse gode resultater og udviklet spillere til at kunne klare ”next level” – oprykninger fra ex. U14 til U16 osv.

En særlig tak til alle vores trænere og holdledere, som uge efter uge gør deres bedste, for både at skabe udvikling og resultater på samme tid – det er ikke altid let at være træner.

Som forældre ved vi ofte bedst – vi er både dommere og trænere på en gang, men vi ser dem kun en time om ugen, nemlig til kamp. Alle de mange timer i træningslokalet ser vi ikke.

Personligt vil jeg ikke bytte min post som formand for Øresund Håndbold, med et job som træner – det er jobbet alt for krævende til og kræver man er af en særlig støbning.

Vi har netop afsluttet 2017 med en tur til Lund i Sverige og U10 har været til AB CUP. Samlet har ca. 100 spillere, trænere og holdledere været afsted og prøvet kræfter med hold fra andre klubber og lande. Det er fantastisk at se hvordan I alle repræsenterer klubben derude – flot arbejde!

Jeg havde selv fornøjelsen af, at se 6 kampe i fredags – det var en fornøjelse at mærke træner og forældreopbakning på mange af holdene.

Det samme ved jeg var tilfældet ved AB Cup. TAK! – det gør en stor forskel.

Vores holdfællesskab med HUK har igen i 2017 vist sig at skabe flotte sportslige resultater. Vi har som ledere et ansvar for at vores spillere har de bedste vilkår for at udvikle sig på kort og lang sigt.

I 2017 har vi budt velkommen til en masse nye spillere på de mindste årgange. Det er herligt at se – og der skal lyde en stor tak til de trænerteams og ildsjæle der er med til at skabe så gode rammer for de mindste. Min drøm for 2018 er, at se endnu flere børn i hallerne og at endnu flere forældre giver en hånd med, når der er behov – der skal være balance i vores økonomi og i vores ressourcer.

Jeg gør mit bedste for at anerkende og sige tak når det er muligt. Lykkes det altid? – nej, jeg er frivillig som alle andre og tiden kan nogle gange flyve afsted. Vi har mange hold i vores klub – et særligt hold er ”Team Cafe Øresund”, en stor tak til jer alle for de mange weekender I bruger til glæde for ØH og alle de gæster vi har hver weekend fra andre klubber.

På bestyrelsens vegne vil jeg gerne ønske et GODT NYTÅR til alle – vi ses i 2018. Og første weekend 6.-7. januar kunne være et godt bud – her har vi i alt 11 kampe i NKK og Langebjerg hallen.

Michael Kok

Formand – Øresund håndbold