Holdfællesskabet HUK Øresund går ind i sin 3. sæson og har indtil videre været en stor succes. De forskellige truppe og trænere har fungeret rigtigt godt sammen socialt og der har været spillet masser af god håndbold. Her en præsentation af trænerne for den kommende sæson:

Pigerne i U14 & U16 fortsætter under ledelse af Mads Dam, Claes Dall Hermansen & Nicklas Hemmingsen, der startede med pigerne i sæsonen 16/17 med stor succes. Det er 2 store truppe der har masser af talent og som er meget ivrige efter at træne. Trænerne fortsætter fokus på udvikling af de enkelte spillere og satser i næste sæson også på at deltage på 3 stævner og spille masser af kampe.

U14 og U16 fortsætter sammen med U18 pigerne med masser af op-og-ned træning for at matche niveau hele vejen rundt.

Første træning er mandag d. 1. maj kl. 17.00 i Rådhushallen.

I vores U18 pige trup kommer vi til at møde stort set hele U16 pige holdet fra sidste sæson + et par ekstra og de fortsætter med Alex Voss som træner og Heidi som holdleder. Det er en meget socialt stærk trup og som for det meste møder til træning alle sammen. Pigerne træner med/i forlængelse af U16 pigerne og de kommer også til sparre med vore yngste seniorspillere.

Første træning er tirsdag d. 2. maj kl. 19.30 i NKK hallen

U14 drenge som igen næste sæson bliver en stor, talentfuld og spændende trup fortsætter Thomas Skødt Nielsen som træner. Det er tredje sæson i træk at Thomas står med ansvaret for en stor U14 drengetrup og det har han klaret med stor succes. Vi satser igen i næste sæson på 3 hold, så der er plads til alle.

Der er opstartsmøde for U14 drenge og forældre torsdag d. 4. maj kl. 19.00 i Egedalshallen. Alle er velkomne.

U16 drenge skal I næste sæson trænes af Thomas Madsen, der er en af klubbens mest rutinerede trænere. Han har igennem de sidste mange år trænet ungdomshold fra U10-U18 og tillige fungeret som assistenttræner for vores bedste herrer i de sidste par sæsoner. Årgang 02 og 01 er 2 årgange der fungerer rigtigt godt sammen socialt, samtidig med at det er en talentfuld årgang, så vi er spændte på at se hvad det kan udvikle sig til.

Første træning er mandag d. 8. maj kl. 18.00 i Langebjerghallen, hvor alle eksisterende og nye spillere er velkomne.

U18 drenges trænerteam til næste sæson er Camilla Toth og Nicolaj Jensen. Camilla har fulgt 00 årgangen i nogle år, så hun kender drengene rigtigt godt. Nicolaj, bedre kendt som Nico, er ny i HUK Øresund. Han kommer fra Ydun, hvor han blandt andet har stået i spidsen for deres meget dygtige årgang 97, der har været til DM flere gang og i sidste sæson trænede han Yduns 2. division herre. Vi er spændte på hvad de to trænere tilsammen kan få ud af vores talentfulde og ikke mindst træningsivrige drenge. Har du lyst til at høre mere om hvordan vi I HUK/Øresund arbejder med holdet og den enkelte spiller, er du mere end velkommen til at kigge op. Vi holder et åbent opstartsmøde mandag d. 1. maj kl. 18.00 i Langebjerg-hallen.

Hold øje med vore hjemmesider (www.oresundhaandbold.dk & www.hukhaandbold.dk) og facebook sider, hvor vi har træningstider klar i løbet af et par uger. Det gælder for alle hold at der selvfølgelig er plads til flere spillere, så hvis du har interesse er du meget velkommen til at skrive til os på jv@icgroup.dk